Sådan har vi jo altid gjort…
Sommertid igen.
Min lille 2-årige datter, som plejer at være mere end kampklar ved dagens start, sov stadig da hun blev lagt på puslepuden i morges klokken 7. Jeg har næsten lige så ondt af hende, som jeg har af alle ansatte i landets daginstitutioner mandagen efter den sidste søndag i marts – dagen hvor alle børn har jetlag.
Siden 1916 har vi haft for vane at ændre vores døgnrytme det halve af året, i håb om at bruge mindre energi, fordi »folk alligevel ikke er vågne tidligt om morgenen«. Hvis dette argument nogensinde har holdt vand, så er det i hvert fald holdt op med at gøre det for meget længe siden.
Jeg foreslår at vi afskaffer sommertid, blandt andre af følgende årsager:
- Drop jetlag to gange om året
Mennesker har brugt adskillige tusind år på at lære en døgnrytme på 24 timer. Vi fungerer ikke bedre fordi den bliver ændret med en time to gange om året. - Lad dyrene være i fred
Hvert år stiger antallet af påkørsler af vilde dyr efter skift til og fra sommertid. Dyrene ved – af én eller anden grund – ikke hvornår de skal stille på deres armbundsure. - Måleinstrumenterne har det svært nok i forvejen
Et ryk på en time er – omend unødvendigt – forholdsvis trivielt for et menneske. Men en arbitrær ændring på alle vores tids-måleinstrumenter (jeg har adskillige til mig selv, minimum ét i hver af mine computere, ét i mikroovnen, ét til lyset i akvariet (mine fisk bruger dog ikke sommertid), ét i min gamle videomaskine, ét i min mobiltelefon, etc.) er ganske enkelt en dårlig idé. Vi ændrer trods alt heller ikke på speedometret når vi kører på motorvej eller på termometret fordi det sner. - Fordi det simpelthen ikke holder at sige:
»Sådan har vi jo altid gjort«. Det er det argument jeg oftest møder når jeg bringer min mening for dagens lys. Hvis argumentet om energibesparelsen er tyndbenet, så bliver det trods alt slået på målstregen af folks imponerende evne til at vænne sig til absurditeter.
Gør noget! Skriv under på en opfordring til europaparlamentet. Slå dit lokale folketingsmedlem op i telefonogen og bed ham om at tænke sig lidt om. Arrangér en happening, så vi allesammen kan se hvor tåbeligt vi opfører os. Eller start med at insistere på at klokken i grunden ikke er en time mere end den faktisk er.
Lad solen stå højest klokken 12.
Skriv kommentar
Tidligere indlæg
- Jeg vil gerne betale det dobbelte for bæredygtig strøm
- Jeg har fået nyt job
- Normaltid – hvordan beholder vi den?
- Det værste ved Open Source Days…
- Nu er jeg snart klar
- Online formularer fra det offentlige
- Så lykkedes det
- Sådan har vi jo altid gjort…
- Integer handling in Java vs. Ada
- Rådet for større IT-sikkerhed
10 Kommentarer
31. March 2008 • Peter Hansen
Jeg er delvist enig. Men der er vist noget om at vi rent faktisk sparer en del energi ved at gå bruge sommertid om sommeren.
Jeg har lidt sværere ved at se hvad vi vinder ved at gå tilbage til den såkaldte “rigtige” tid, så hvorfor ikke bare lade det være sommertid hele året?
31. March 2008 • Georg Sluyterman
Man kan også melde sig ind i ‘Landsforeningen mod sommertid’
http://ikkesommertid.info/
31. March 2008 • Jesper Nyerup
Re: Peter Hansen
Du har muligvis ret i at menneskelig aktivitet ligger energimæssigt mere mageligt et andet tidspunkt på døgnet end hvor den ligger nu, men det har da ikke noget med vores tidmåling at gøre.
Vi måler vores tid i døgn, timer og minutter. Døgnet følger jordens rotationstid, hvorfor døgnet er nået halvvejs når solen står højest, og skifter når solen er længst under horisonten.
Hvis du føler for at ændre vores traditioner for i samfundet med dertil følgende energibesparelse, har du min støtte.
Men vær rar at lade være med at pille ved tiden.
31. March 2008 • Jesper Nyerup
Re: Georg Sluyterman
Det gjorde jeg netop i formiddags.
31. March 2008 • Peter Hansen
Om man regulerer klokken, eller regulerer sine vaner kommer ud på et.
Hulemanden vidste ikke at solen stod højest klokken 12, og han stod sikkert op og gik i seng med solen uden at spekulere på om hans måltider mon fulgte et symmetrisk mønster som afhang af jordens rotation.
Jeg synes personligt at vi skal ændre vores traditioner til noget mere optimalt, men jeg tror at det er lettere at “pille ved tiden”.
31. March 2008 • Jesper Nyerup
Re: Peter Hansen
Det synes jeg – med al tænkelig respekt – er noget forbasket sludder.
Tiden er, og har længe været, noget særdeles veldefineret, som dels bunder i vores efterhånden ekstensive forståelse af vores omverden, og dels i en kulturarv som vi har skabt gennem 3-4 tusinde år.
Et astronomisk døgn har så længe vi har haft begreb om tid, været vores pejlemærke for tidsberegning – også på hulemændenes tid.
Måske er jeg gammeldags, men jeg mener bestemt ikke, at vi så pludselig skal lade klokken være 1 i stedet for 0 når døgnet starter, blot fordi vi i løbet af de sidste 100 år er blevet vante til service om aftenen.
De tal vi betegner tiden med, har nu en logisk mening og værdi. Det tror jeg ikke vi bliver A-mennesker af at ændre på.
31. March 2008 • Anders Ossowicki
DST har ikke nogen bevist strømbesparende effekt – i hvert fald hvis man kan tage [1] for gode varer.
[1] er i øvrigt en ret god gennemgang af diskussionen omkring DST og hvorfor det er en god/dårlig idé.
Helt personligt har jeg også utroligt svært ved at se idéen bag DST. Det har med mellemrum været indført i .dk, typisk med argumentet om strømbesparelser, men i dag har mønstrene i vores strømforbrug ændret sig så kraftigt at jeg er ret sikker (og synes at kunne se fra [1]) at enhver potentiel besparelse er væk.
Tilbage er så de ulemper Jesper listede i sit indlæg. Og jeg har svært ved at se nogle fordele der opvejer dem.
Idéen med ‘at det er lettere at pille ved tiden’ er netop det Jesper opponerer imod – at ‘sådan har vi altid gjort’.
Er der behov for reguleringer i vores døgnrytmer så lad rytmerne regulere sig selv, og tilpas regler mv. til dem. Men lad dog være med at regulere tidsregning så reglerne passer med døgnrytmen
[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Daylight_saving_time#Energy_use
31. March 2008 • Sarah Brofeldt
Argumenterne mod sommertid kan mere eller mindre reduceres til to ting: Teknisk kompleksitet og biologisk inkompatibilitet. Den tekniske kompleksitet består i at skulle lave en hulens masse krumspring hver gang vi skifter til sommer- eller normaltid – og her er det at omstille sin mikrrobølgeovn altså det mindste af problemet.
Det biologiske problem illustrerer hvor fiktiv sommertid egentlig er for en størrelse. Folk der i forvejen har problemer med at justere deres døgnrytme får det absolut endnu værre.
Peter Hansen skriver at hulemanden ikke vidste at solen stod højest på himlen kl. 12 om dagen. Det vil jeg godt bestride. Ganske vist vidste han ikke at vi sidenhen kalder dette tidspunkt “kl. 12″ – men han va udmærket klar over at der var et tidspunkt på dagen hvor solen stod højest på himlen – og at dette tidspunkt lå på et årstidsbestemt tidspunkt efter solen stod op. Hulemanden havde således en langt mere dynamisk forståelse af dagen end vi har – hvilket du også selv siger – men det er langt fra et godt argument for sommertid.
31. March 2008 • Peter Hansen
Hej Sarah
Det var præcist det jeg mente. Hulemanden havde nok en langt mere dynamisk forståelse af dagen. Det tror jeg da, men det er nok ikke rigtigt, for nu har jeg læst en del indlæg på diverse sider i dag onkring hvor fintfølende vores døgnrytme er, så det har nok heller ikke kunne lade sig gøre den gang.
Jeg kan forstå på det hele at folk føler meget stærkt for det her, så jeg vil lade det ligge og fortsætte med at nyde sommertiden
26. October 2008 • ~nyerup/ » Normaltid - hvordan beholder vi den?
[...] jeg ikke tænkt mig at argumentere i forhold til spørgsmålet for eller imod sommertid. Det har jeg selv og talrige andre gjort ved adskillige tidligere lejligheder. Jeg synes sommertid bør afskaffes, og [...]